HVORDAN VIRKER EMDR?
For at forstå hvordan EMDR virker er det vigtigt, først at belyse, hvad der sker i hjernen, når et menneske får et traume.
Forskning viser, at den almindelige måde at bearbejde information på sættes ud af spil, når et menneske udsættes for en voldsomt traumatisk oplevelse eller bliver meget følelsesmæssigt oprevet. Når vi er i affekt aktiveres nogle mere primitive strukturer i hjernen, og vores autonome nervesystem træder i alarmberedskab. Samtidig lukkes der ned for den rationelle tænkende del af hjernen.
Når et menneske påvirkes negativt af en traumatisk oplevelse, lagres oplevelserne forbundet med den traumatiske hændelse i kroppen sammen med de sanseindtryk, følelser og tanker der knytter sig til traumet. Når vi i hverdagen møder sanseindtryk og andre stimuli, der minder os om den traumatiske hændelse slår tænkningen fra, og vi mister forbindelsen til de informationer, der kan minde os om, at vi ikke længere er i fare. Selv når traumet er overstået finder systemet ikke tilbage til normaltilstanden, fordi der er sket en frakobling mellem de forskellige systemer i hjernen. Kroppen forstår således ikke, at det, der var farligt eller ubehageligt, er overstået. Måske husker man ikke, det, der er sket, men kroppen husker oplevelsen og bevarer de negative følelser og fysiske oplevelser forbundet med den traumatiske oplevelse.
EMDR terapi er en terapiform faciliterer bearbejdning af fastlåste oplevelser ved at åbne op til de erindringer der ligger bag det nutidige problem og stimulere de informationer der knytter sig til erindringen ved at tilføje Bilateral stimulation. Den bilaterale stimulation sætter aktivitet i gang i hjernen, der minder om de processer der naturligt forekommer, når hjernen på almindeligvis bearbejder under søvnprocesserne. Derudover sikre den bilaterale stimulering at klienten ikke bliver trukket for langt ned i oplevelsen, men hele tiden er orienteret mod samtidigt at være i nutid. Øjenbevægelserne eller den rytmiske stimulation af kroppen kombineret med en eksponering for erindringer, som man hidtil har forsøgt at undgå, har en beroligende effekt på det autonome nervesystem og sætter en bearbejdning af erindringen i gang.
EMDR terapi betragtes som en fysiologisk baseret terapi, der bygger på Bottom up processer. Når en traumatisk oplevelse bearbejdes med EMDR terapi, kan de fysiske erindringer og følelser kobles til mere relevant information der kan berolige hjernen og man får en oplevelse af at den ubehagelige hændelse er overstået og ligger i fortiden. Man holder op med at genopleve det ubehag, som tidligere blev aktiveret, når man blev mindet om den traumatiske oplevelse. Mareridt og angst reduceres og man får mere overskud til at leve det liv, man gerne vil leve.